Den første bog, jeg læste af Frederik Stjernfelt, var den lille, charmerende logikbog Tal en tanke, som han skrev med professorkollegaen Vincent Hendricks. Jeg tænkte straks, at jeg måtte læse mere. Jeg fandt så den underlige lille Klaus Høeck-encyklopædi Admiral. Bitumen. Zodiak, som igen ledte mig videre til den heftige kritik af multikulturalismen i Adskillelsens politik. Jeg var ret forbløffet.

Hvordan kunne samme mand skrive begavet om så forskelige emner som logik, poesi og politik? Enhver, der kender Stjernfelts virke, ved, at det ikke stopper der. Tager man et kig nedover hans publikationsliste, så opdager man hurtigt, at få emner undgår Stjernfelts blik. Der er bøger om filosofi og semiotik. Der er artikler om kunstnere, fodbold og Røde Mors tekster. Der er anmeldelser af tegneserier og idéhistoriske kæmpeværker. Osv. osv. i en lang, lang køre. Af denne simple grund fandt jeg det oplagt, at interviewe professor Stjernfelt i forbindelse med min anmeldelse af Georg Brandes’ lille Kierkegaard-biografi, som Stjernfelt har skrevet et veloplagt forord til. Efter denne lille hagiografiske introduktion er vi nu klædt på til at gå i gang med selve interviewet.

Akt 1
Jeg åbner døren til bygning 16 på KUA. Jeg skal op på anden sal, hvor Frederik Stjernfelt har kontor. Jeg kigger på skiltene. Anden sal er “Klaverlaboratorium”. Mærkeligt. Skeptisk bevæger jeg mig hen ad gangen, men jeg diskuterer med mig selv. Der stod anden sal, værelse 10 på Stjernfelts profil på nettet, men kan det passe? Længst henne står en dør åben. Hvis ikke jeg er gået forkert, må det jo være der. Og sandelig, der sidder Stjernfelt på sin plads over for sin videnskabelige partner David Budtz. Sammen driver de projektet Mapping Humanities.

Som de sidder der i eftermiddagssolen, ligner de mere en journalistisk redaktion end et forskerkollektiv. Det vælter ikke engang med bøger eller papirer, som jeg havde forventet - faktisk er der ordnede forhold! For ikke at forstyrre Budtz sætter vi os over i det tilstødende lokale, et klasseværelse, hvor vores samtale skal finde sted. Efter at have fået serveret en kop varm americano, beder jeg Stjernfelt uddybe sin påstand fra bogens indledning om, at Brandes’ angreb på Kierkegaard må karakteriseres som et vagtskifte i dansk åndsliv.

-“Det er jo den almindelige standardtolkning. Man sætter normalt det moderne gennembrud til 1870. En periode som indledtes med Georg Brandes’ berømte forelæsninger om det 19. århundredes litteratur. Et vagtskifte er måske et lidt flot udtryk, men der er ikke desto mindre en åndshistorisk udvikling som Brandes’ bog mod Kierkegaard er et udtryk for”.

Stjernfelt uddyber, at guldalderen i 1800-tallet, som spredte sig over en lang række felter, varede bemærkelsesværdigt længe. På trods af Grundlovens vedtagelse i 1849, er det altså først i 1870‘erne, at et egentlig opgør med romantikken finder sted. Kierkegaard - og H.C. Andersen med ham - er guldalderens største forfattere, som også afslutter perioden. Nu skifter litteraturen nemlig karakter.

- “Skønlitteraturen skulle ikke længere gribe efter idealerne, men forholde sig til reelle problemer”, påpeger Stjernfelt.

Jeg er interesseret i dette vagtskifte. Det er nemlig spændingsfyldt. For på den ene side er det evident, at Brandes’ verdenssyn vandt indpas i dansk åndsliv. På den anden side er Kierkegaard stadig den mest kendte, den mest læste og måske endda den mest elskede af de to. Hvordan ser Stjernfelt den spænding?

- “Man kan ikke sammenligne det på den måde” retter han mig, “Kierkegaard konkurrerer kun med H.C. Andersen i popularitet. Brandes var kritiker, dvs. han på en måde er andenhånds. Man læser Kierkegaard eller Andersen direkte, mens man skal interessere sig for de samme forfattere som Brandes for at læse ham. Det er jo kritikerens lod at skrive om andres skriverier. Man producerer sekundærlitteratur. Hvis man vil lave popularitetssammenligningen mellem guldalderens forfattere og naturalismens forfattere, så bør man i stedet sammenligne Kierkegaard og fx J.P. Jacobsen eller Henrik Pontoppidan”.

Jeg giver dog ikke op så let, for jeg har vel stadig en pointe, når jeg henviser til det brev, som Brandes sendte til Nietzsche, hvor han beskriver et af formålene med sin Kierkegaard-bog: at begrænse Kierkegaards indflydelse. Det projekt må da betegnes som forfejlet!?

- “I en vis forstand har du ret i, at det projekt fejlede, men i første omgang alligevel nej; der skete jo et vagtskifte. I mange år dominerede brandesianismen i Danmark - og den er stadig udbredt i dag, selvom mange måske ikke kender Brandes eller tillægger ham betydning. Han har dog stadig betydning, fx gennem Dagbladet Politiken, der hævder at være en Brandes-fakkel i vor tid. Så både Kierkegaard og Brandes har en platform i Danmark, og selvom Kierkegaard er den mest kendte af de to, så er det Brandes’ naturalisme, som flest mennesker i Danmark kan identificere sig med i dag”.

Men præcist hvad er den intellektuelle arv fra Brandes og Kierkegaard? - “Brandes er mere folkelig. Som sagt var der en stor generation af brandesianere. Denne strømning påvirkede kulturradikalismen, hvad det så end var. Måske er hans største indflydelse på det publicistiske niveau. Kierkegaard har en meget stor akademisk arv, en stor åndshistorisk indflydelse. Gennem Martin Heidegger og Carl Schmitt vinder han stor udbredelse i Tyskland og videre ind i den franske eksistentialisme. Jeg kan tage fejl, men jeg mener, det er her, Kierkegaard er størst”.

Akt 2
Stjernfelt har flere gange nævnt Brandes’ naturalisme - både i bogen og i vores samtale. Hans påstand om, at vi generelt har købt denne verdensforståelse virker tilforladelig nok, men udfordringen er jo, at selvom vi tror på et ordnet univers, så oplever vi stadig livet som ret kaotisk. Stjernfelt beskrev faktisk allerede denne kompleksitet i sit værk Formens betydning (1992), så jeg beder ham give mig en opdateret udlægning af emnet.

- “Jeg ser mig selv som naturalist, eller emergentist, for jeg mener at den naturlige verden er opbygget af nogle organisationsniveauer, som udkrystalliserer forskellige tendenser, som vi må forholde os til. Disse tendenser må undersøges henholdsvist biologisk, fysisk, kemisk, sproglig osv. Det er også derfor, vi har brug for mange videnskaber og ikke kan nøjes med en “Grand Unified Theory”, som fysikerne ellers drømte om engang. Men det er også et udtryk for, at der er en grænse for, hvad vi kan sammenkoble, og i den forstand vil livet jo altid være kaotisk”, siger Stjernfelt og tager en slurk af sin kaffe for derefter at placere hænderne bag hovedet.

Hans svar lyder som noget Slavoj Zizek sagde i Diamanten for nylig. Zizek causerede over Niels Bohr-Albert Einstein-debatten om kvantemekanik og sagde, at Bohr vandt den duel. Hans kvantemekanik må nu overføres til en kaotisk ontologi, eller en ukomplet ontologi, alt efter hvordan man fortolker det. Jeg spørger Stjernfelt, om Zizeks forståelse harmonerer med det han selv lige har beskrevet.

- “Nej, det tror jeg ikke. Det virker som om, Zizek ikke helt har forstået Bohr. Bohrs pointe er jo, at der er en grænse for, hvad man ontologisk kan sige - og så vil Zizek drive ontologi på det? Det er jo modstridende! Ideen er, at Schrödingers ligning er dækkende, og vi derfor ikke skal spekulere over ontologien på kvanteniveau, men det er jo kun på kvanteniveau, at vi møder denne usikkerhed. På et større niveau har vi ikke denne usikkerhed”, replicerer Stjernfelt og giver altså ikke efter for den slovenske hurtigsnakker.

Akt 3
Jeg vidste godt, at Frederik Stjernfelt ser sig selv som naturalist. Men han er mere kendt i den brede offentlighed som fortaler for sekularisme. Det er relevant at tage op her, for en af de ting, som Brandes roser Kierkegaard for, er sidstnævntes intensive kamp mod statskirken i de sidste år af hans virke. Brandes var modstander af den etablerede religion, men var det, fordi naturalisme og sekularisme hænger sammen per definition?

- “Det er faktisk et interessant spørgsmål!” svarer Stjernfelt hurtigt, “men de hører nok ikke sammen per definition, for man kan jo godt koble tro og sekularisme, mens det er sværere at se en kobling mellem naturalisme og tro. Sekularisme og sekularisering er ikke det samme. Sekularisme er den politiske forestilling, at staten ikke skal privilegere nogen religion over andre”.

Har vi så en sekularisering i Danmark, men ikke nogen sekularisme?, spørger jeg tilbage.

- “I en vis forstand har vi sekularisme i Danmark pga. Folkekirkens mærkværdige ordning. Folkekirken er jo uden politisk magt og indflydelse og set fra et sekularistisk synspunkt er det trods alt det vigtigste”.

Det underlige er jo så, at Folkekirken aldrig har realiseret et politisk engagement på trods af sin særstilling, mens vi i de seneste år har set Folketinget blande sig i kirkens indre anliggender. Er det så rimeligt?

- “Som sekularist kan jeg godt forstå kirkens klage mod Folketingets indgriben. Staten skal sikre religionernes indre frihed, så de har handlefrihed til at tale og tro, som de vil. Så længe de ikke handler mod grundloven, fx ved at håndhæve et islamisk apostasiforbud, så skal de have frihed. Andet, mener jeg ikke, kan være rigtigt” siger Stjernfelt engageret.

Hans arbejde med multikulturalisme, free-speech og religionskritik har givet ham et mangeårigt engagement i samfundsdebatten, og det virker ikke til at røre ham det fjerneste, at vores samtale nu er drejet væk fra Brandes-Kierkegaard og i stedet over på politisk teori og kulturkritik.

Akt 4
Jeg vil dog tilbage på sporet, for jeg vil gerne høre Stjernfelts holdning til en ofte gentaget indvending mod Kierkegaard: han talte og tænkte klogt, men handlede ikke selv derefter. Er det en fair kritik?

- “Nej, det synes jeg faktisk ikke. Det er ikke en fair kritik af en tænker, at han ikke selv lever sine ideer ud. Han kan jo have været en svag sjæl, men det eliminerer jo ikke hans ideers styrke. En parallel case er Marx, der ofte bliver afskrevet som økonomisk tænker, fordi han havde rod i privatøkonomien. Men han kan jo have været en stor tænker, men en dårlig pragmatiker. Den mulighed eksisterer vel? Ligeså med Kierkegaard”.

- “Men er det ikke en svaghed for en person som Kierkegaard, hvis han fx betegner næstekærligheden som en pligt, der er evig, og han så ikke har levet et liv efter disse principper?”

- “Det mener jeg ikke. Man kan godt kritisere en tænker for, at handlingen ikke spiller en central nok rolle i teorien, men det praktiske resultat i tænkerens eget liv kan ikke være målestok for teoriens tyngde. Det mener jeg er en skævvridning”.

En time er gået. Jeg har fået svar på mine forberedte spørgsmål og har fået, hvad jeg kom efter. Jeg er fyldt godt op efter en time med professoren, som dog slet ikke virker påvirket af en times Q&A. Så efter jeg har endt interviewet, starter Stjernfelt en samtale om amerikanske TV-serier, kabel-TV og Janet Jackson “triste lille pat”, som blev åbenbaret under Half Time-showet i SuperBowl 2004 - jo, med Stjernfelt kommer man vidt omkring.